Kunstterapi 1:1 eller en i gruppe?
![](https://www.kristinemikkelsen.dk/wp-content/uploads/2025/01/9G9A2969.jpg)
Kunstterapi og samtale
En kunstterapi-session kan fx starte med en almindelig samtale, hvor vi tager udgangspunkt i det, der fylder for dig og i dit liv lige nu. Derefter finder vi i fællesskab ind til, hvad du føler for at arbejde med kunstterapeutisk. Der er afsat cirka ½ time af terapien til en kreativ proces. Du får en helt konkret øvelse, som du laver (som oftest i enerum). Efterfølgende taler vi sammen om processen, og om dit produkt.
Ved hjælp af kunstterapeutiske øvelser, hvor vi inddrager forskellige materialer (maleri, ler, akvarel, collage, tegning mm.) vil vi søge at finde ind til uopdagede sider og ressourcer i dig. Kreativiteten kan netop være en vej til at åbne ind til vores kvalitetsområder. Samtidig kan et kunstterapeutisk produkt være et billede på din tilstand lige nu, og evt. på de forhindringer, der ligger på din vej. Kunstterapi er en fantastisk måde at udtrykke sig på, fordi man er nødt til at slippe kontrollen, og tillade et udtryk, der siger langt mere, end man kan tænke sig til.
Kreativiteten er en særlig åbner indtil kroppens impulser og til vores følelsesmæssige virkelighed. Kreativiteten er spontan, og den er fuld af livslyst og glæde. Hos børn er kreativiteten en naturlig del af det, at være her – en del af det at være til stede og indtage verden. Børn er kreative med en lethed, som vi voksne ofte kan misunde. Men vi har stadig kreativiteten i os – vi har bare ofte glemt, at gøre brug af den og dermed lytte til den.
Vi har brug for kreativitet i vores liv, da den netop er fuld af det liv, og den glæde, som vi som oftest går og savner kontakt med. Både den kunstterapeutiske proces og den efterfølgende bearbejdning kan være meget sigende, og skabe både erkendelse, vækst og opløftelse.
Jeg har selv haft stor glæde af kreativ udfoldelse, som en vej ind et større kendskab til mig selv og de ubevidste sider af mig selv, og som et basalt redskab til at finde glæde, liv og indsigt. Jeg bruger meget maleriet som et personligt rum, hvor spontanitet og leg kan udfolde sig.
I kunstterapien er det underbevidstheden / det ubevidste, der arbejder for os – ligesom i drømme. Herfra kan vi få informationer, som vi ikke ellers har adgang til i vores bevidste jeg. Adgangen til de dybereliggende processer, der er i gang i os, kan blive tydelige. Processer, som vi normalt ikke har adgang til, eller som vi ikke har tiden til at tage alvorligt i det daglige. Når vi giver plads til en kreativ proces, bliver det tydeligt, hvad der foregår i os, på et dybere plan.
Det kræver ingen forudsætninger inden for kreativitet at gå i kunstterapi. Det kræver blot lysten til at lære sig selv bedre at kende indefra.
Kunstterapi har samme pris som samtaleterapi og kropsterapi – læs mere under priser
Kreativ Balance Gruppe/Kunstterapi i en gruppe
Denne gruppe mødes 4 gange pr. halvår ca. 1 mødegang om måneden. Vi vil primært beskæftige os med maleri, men vil også løbende komme til at snuse til andre materialer som ler, akvarel, ståltråd, collage mm.
Gruppen vil altid starte ud med en lille runde med lidt fra hver deltager om den personlige proces, man er i. Hvis der er konkrete temaer du tumler med, vil vi sammen finde frem til, hvordan du på dagen kan arbejde kunstterapeutisk med problematikken. Alternativt har jeg forberedt konkrete kunstterapi-øvelser som hele gruppen laver udfra et tema.
Herefter guider jeg en lille meditation (vi sidder på stole), hvor vi lander og fordyber kontakten, og herefter er der afsat 1 ½ time til din kreative proces ud fra dagens tema.
Efter den kreative proces er der pause i køkkenet ½ time -45 minutter med kaffe/te og medbragt frokost. Derefter samles vi i gruppen igen, og bruger den sidste times tid på en gennemgang af din proces og dit kreative produkt.
Kreativ Balance-gruppe
Max 4-5 deltagere.
Man betaler for forløb på 4 gange pr. halvår (eller fra man starter op). Prisen er inkl. materialer.
Dvs. i alt 2.400 kr. for 4 mødegange pr. halvår – (svarer til 600 kr. pr. mødegang).
Datoer 2025 kommer snart.
Fredage kl. 9.30-14.30 (600 kr. pr. gang – i alt 2400 kr. for forløbet).
Kontakt mig hvis gruppen har din interesse…
![](https://www.kristinemikkelsen.dk/wp-content/uploads/2025/01/9G9A2950.jpg)